Britt Tone Müllertz (sang), Kristoffer Hyldig (klaver) & Bogdan Bozovic (violin)

Britt Tone Müllertz (sang), Kristoffer Hyldig (klaver) & Bogdan Bozovic (violin).
Brit-Tone Müllertz er både født og vokset op i Danmark, og hun har sin uddannelse fra Det Kongelige Danske Musikkonservatorium i København. Efter konservatoriestudierne turnerede Brit-Tone først i fem år med operakompagniet Undergrunden, og til at begynde med slog hun det med at synge Wagner hen som noget pjat. Men efter studier hos ekspertsangere som Tonny Landy og Eva Johansson gav hun den kraftfulde Wagner-musik med de nordiske guder og gamle gralsriddere en chance, og siden har hun ikke set sig tilbage.
Ud over at skulle finde sig til rette i Wagners repertoire har Brit-Tone også været nødt til at finde sig til rette uden for Danmark. Hun scorede i første omgang et job på Landestheater Linz i Østrig, tog springet og flyttede familien til Østrig. Derudover har hun haft mange engagementer i Tyskland og debuterede sidste år ved festspillene i Bayreuth, i en ny opsætning af ’Ringen’.
Brit-Tone blev valgt som årets operatalent 2019. Om det siger Copenhagen Opera Festivals direktør og kunstneriske leder, Peter Lodahl: »Hun er det største danske soprantalent i det mere dramatiske repertoire ganske længe. Hun skal i sit fag i mange timer i træk kunne trænge gennem et kraftigt spillende Wagner-orkester på op til 100 mand i graven. Det kan Brit-Tone, og hun magter at gøre det med en skandinavisk blød og rørende klang, der samtidig bevæger os nede i publikum«.
Denne aften får vi musik af Schumann, Brahms, Strauss og Wagner.

Arrangør Furesø Musikforening
Gæstebilletter ved indgangen kr. 150 kr.
Unge under 30 år gratis adgang

Om Furesø Musikforening

Furesø Musikforening henvender sig først og fremmest til elskere af især klassisk musik. Foreningen arrangerer koncerter med nogle af tidens mest kendte solister og kammermusikere, men også med ”kommende stjerner.” Koncerterne foregår i Kulturhuset Galaksen i Værløse som regel på onsdag aftener ca. 1 gang om måneden. Medlemspris for et år er 550 kr. som giver gratis adgang til 7 – 8 koncerter samt andre fordelagtige koncerttilbud.
Ud over glæden ved den dejlige musik har medlemmerne lejlighed til at hygge sig i pausen med gode samtaler over måske en kop kaffe eller et glas vin fra Cafe Cassiopeia.
Der kan læses meget mere om koncerterne i Furesø Musikforening på www.furemus.dk