Det er derfor jeg SKÆLVER
Konference om kunstens egenskaber ved psykisk lidelse og recovery
Download konferenceprogram her
Mød skuespiller Thomas Bo Larsen, jazzpianist, digter og billedkunstner Carsten Dahl, skuespiller og sanger Lotte Arnsbjerg, Christoffer Høyer, tidligere bandidos-præsident “Exit”-Martin, psykolog og forsker Anders Sørensen, fotokunstner Maiken Kildegaard m.fl., som gennem foredrag, dialog, koncerter, spoken word og kunstudstillinger vil dele personlige historier om psykisk lidelse og veje til recovery.
Det er derfor jeg SKÆLVER er et nyt initiativ, som har til formål at samle kunsten og forskningen i spørgsmålet om, hvordan man kan komme sig fra psykisk lidelse. Før i tiden var psykiatriske hospitaler bevidst placeret i smukke omgivelser, og kunstnerisk udfoldelse og meningsskabelse for den enkelte var ofte en central del af behandlingen, fordi man vidste, det var helende for mennesker i lidelse.
I en tid hvor den individuelle meningsskabelse og medmenneskelighed er blevet erstattet med diagnoser, medicin og fortravlet personale, er formålet med konferencen at bringe kunstens egenskaber tilbage i rampelyset. Samtlige oplægsholdere og kunstnere på programmet taler hudløst åbent og ærligt om, hvordan de selv skælver og har skælvet i deres liv, samt hvordan kunsten har været en del af vejen ud af lidelsen og ind i et bedre liv. Så hvordan kan kunst og kunstnerisk udfoldelse transformere lidelse til resurse, udvikling og nærvær – og hvordan møder man lidelsen uden modstand?
Konferencen afholdes på Kulturhuset Galaksen i Værløse i samarbejde med Askovfondens Socialpsykiatri, Dansk Psykoterapeutforening, Landsforeningen Spor, Kulturmetropolen, Fontænehuset Furesø og Furesø Kommune
ÅRETS KUNSTPLAKAT
Clara Esmond står bag årets smukke kunstplakat, som kan forudbestilles til 150 kr.
Plakaten udleveres uden ramme på dagen, den 20. april. Plakaten købes via knappen “Køb spisning m.m.” her på siden, lige under knappen til billetkøb.
Klik her og se årets kunstplakat 2023
PROGRAM
Download program her
Du kan også scrolle igennem hele programmet herunder
13:00 SKÆLVER PERFORMANCE – MUSIK OG SPOKEN WORD VED LOTTE ARNSBJERG & KOMPONIST/MUSIKER CHRISTOFFER HØYER
Konferencens titel er taget fra kunstprojektet der startede det hele. Skuespiller/sanger Lotte Arnsbjerg & musiker/komponist Christoffer præsenterer musik, lyd, tekst og “on-the-spot” improvisationer over publikummers skrevne ord, og belyser hermed den indre fortælling i en tidsånd, hvor en krævende hverdag ofte trækker os væk fra det, som nærer. Perfektionismen og fejlfriheden synes at råbe højere fra alle sider, ikke mindst inde i os selv og angsten for ikke at passe ind, og ikke at være god nok synes at være stigende, særligt blandt de unge. Alle bliver således medskabende i en kunstnerisk åbning af dagen, der sætter lys på oplevelser med indre pres, psykisk lidelse – og recovery.
14.00 PSYKISK SYGDOM ELLER PSYKISK LIDELSE?
Dialog mellem Ph.d. i psykiatri Anders Sørensen & “Exit” Martin om forskning og egne erfaringer i psykiatrien.
Anders har som psykolog og forsker specialiseret sig i medicinfri, psykoterapeutisk behandling af psykisk lidelse. “Exit” Martin blev diagnosticeret med paranoid skizofreni som 14 årig, og påbegyndte psykiatrisk behandling imens han gled ud af samfundet, og ind i rockermiljøet. Anders og Martin giver en åben samtale om personlige som forskningsbaserede perspektiver på, hvorfor mennesker (inklusive dem selv) SKÆLVER, og hvorfor det i behandling af psykisk lidelse er altafgørende at møde mennesket med nysgerrighed og åbenhed.
15.00 PAUSE MED MULIGHED FOR AT BESØGE KONFERENCENS KUNSTUDSTILLINGER OG OPLEVELSESRUM
Leg, vær stille, lyt, mærk, hæng ud, mød hinanden og oplev små performance indslag, når forskellige kunstnere udstiller i konferencens interaktive oplevelsesrum med værker af bl.a fotograf og videokunstner Maiken Kildegaard, Performancekunstnere Kirsten Kaagaard og Maja Ejrnæs, samt lokale kunstnere fra bl.a Fontænehuset, Aftenskolen Fountain House
15.45 DE INDRE BOKSEKAMPE
Foredrag ved Thomas Bo Larsen
Skuespiller Thomas Bo Larsen er mest kendt for sine roller som rå fyr, der lever på kanten. I en ærlig fortælling deler Thomas åbent historien om det misbrug, som i perioder gjorde hans liv mere end svært, og om hvad der hjalp ham tilbage til sig selv og til at tage kontrollen over livets muligheder.
Øvrige medvirkende på scenen: Recovery-ekspert Kurt Kyed, Fountain House direktør Mogens Seider, forsker og psykolog Anders Sørensen.
16.45 – 17.15 PAUSE
Cafeen er åben hele dagen igennem og fra dagens anden programlagte pause er det muligt at nyde en tapastallerken. Den koster 195 kr. inkl. 1 glas øl/vin/vand og kan tilkøbes via knappen “Køb spisning m.m.” her på siden.
I pauserne – også de man selv vælger i løbet af programmet vil oplevelsesrummene være åbne for besøg.
17.15 PIGEN UNDER VANDET
Autobiografisk musikforestilling af Lotte Arnsbjerg & Carman Moore
Med afsæt i Lottes personlige historie om seksuelle overgreb i barndommen skabte hun sammen med den amerikanske komponist Carman Moore musikforestillingen Pigen Under vandet, som fortæller historien om hendes efterfølgende vej til et styrket liv trods senfølger og ar på krop og sjæl. Som oplæg til samtale med publikum kommenteres forestillingen af et panel bestående af forperson Helle Cleo Borrowman fra Landsforeningen Spor, Leder af Askovfondens Socialpsykiatri Kristina Bodenhoff, Fountain House direktør Mogens Seider og formand for Dansk Psykoterapeutforening Pia Clementsen. Ordstyrer: Anders Sørensen.
18.00 PIGEN UNDER VANDET – DIALOG
Forestillingens afsæt er deling, og vi inviterer derfor altid til efterfølgende samtale – her faciliteret i fællesskab af Pia Clementsen, formand for Dansk Psykoterapi Forening, Helle Cleo Borrowman, forperson i Landsforeningen Spor, og leder af Askovfondens Socialpsykiatri Kristina Bodenhoff.
19.00-20.00 PAUSE
Cafeen er fortsat åben og det er igen muligt at besøge konferencens kunstudstillinger og oplevelsesrum med interaktive elementer og sanselige overraskelser.
20.00 FORTÆLLEKONCERT MED JAZZMUSIKER CARSTEN DAHL
Oplev en af landets mest innovative virtuoser i musikalsk improvisation folde sig ud i en improvisationskoncert i absolut særklasse. Carsten komponerer øjeblikkets musik ved pianoet og i deler i en åben dialog med publikum sin stærkt personlige fortælling om psykisk lidelse og senfølger, men også dybt inspirerende tanker om kunsten, herunder musikken, maleriet og poesien, der forstørrer og genfortryller vores verdensopfattelse.