Jazz’tet Cool Cats

Musikken fra 50’erne er inspirationen når Jazz’tet Cool Cats giver en koncert med udgangspunkt i netop denne stilart. Det er melodisk jazz, spillet af en fyldig 5-mands blæsergruppe, hvis ensemblepassager danner rammen for orkestrets solister. Bandets koncert er inspireret af 50’ernes jazzgrupper omkring Gerry Mulligan, Zoot Sims og Lasse Gullin.

Jazz’tet Cool Cats har eksisteret i vekslende former i en snes år og har optrådt på Copen-hagen Jazzfestival, på lokale jazzsteder i Københavns omegn og ved talrige private fester, hvor publikum har oplevet at der fortsat er livskraft i jazzen hvad enten man vil lytte, danse eller bare hygge sig lidt.
Orkesterbesætningen er et klangmæssigt overflødighedshorn, idet sammensætningen af 2 messing¬blæsere og 3 saxofoner giver uanede kombinationsmuligheder – fra traditionel big band lyd til blød saxgruppe, afvekslende med mere utraditionelle klangvariationer.

Bandets besætning består af
• Holger Tvestmann – trompet
• Thorsten Søbirk – trombone
• Torsten Meyer – altsax
• Michael Hye-Knudsen – tenorsax
• Palle Filipsen – barytonsax & kapelmester
• Palle Bo Nielsen – piano
• Stein Larsen – bas
• Kaj Hauggård – trommer

Der er derfor al mulig grund til at stikke forbi og høre et rigtig cool jazz orkester.

Furesø Jazzråd og Galaksen præsenterer Gratis Lørdagsjazz i forårssæsonen 2020.
Koncerterne finder sted i Café Cassiopeia i Galaksen kl. 11:00-13:00. Caféen åbner kl. 9:00. Køkkenet lukker for bestillinger kl. 12:00.