Koncerten

4 af landets bedste opera-sangere har sat hinanden stævne på Undergrunden, for NU skal det være:
I intime og afslappede rammer inviteres publikum til at komme helt tæt på, til en skøn aften med spil på alle følelsesregistre – for Opera skal helst gøre (lidt!) ondt…
Signe Asmussen Manuitt (sopran), Andrea Pellegrini (mezzo) Niels Jørgen Riis (tenor) og Guido Paevatalu (baryton) vil byde på storladen opera i luksus-lommeformat, med alle de kendte og elskede arier, duetter, terzetter og kvartetter, krydret med anekdoter fra deres lange, brogede karrierer som Kgl. Operasangere og turné-gøglere, myndigt og kyndigt ledet af Det Kongelige Teaters repetitør og stjerne-pianist, Leif Greibe og en til lejligheden sammensat wienertrio, som vil gøre det ud for et helt opera-orkester.
Så forebered jer på en helt særlig oplevelse, med en sjælden mulighed for – på klods hold – at opleve et stærkt hold af sangere og musikere formidle nogle af operalitteraturens største perler af bl.a. Mozart, Puccini, Verdi, Bizet og Gershwin.

Medvirkende: Andrea Pellegrini, Signe Asmussen, Niels Jørgen Riis & Guido Paevatalu

Producent: Egnsteatret Undergrunden