Lyngby-Taarbæk Symfoniorkester

Nytårsbobler og operaperler

Mød Lyngby-Taarbæk Symfoniorkester i en festlig, følelsesrig nytårskoncert i selskab med stjernesopranen Yana Kleyn og den internationalt anerkendte dirigent Per-Otto Johansson.
Operalitteraturen er fuld af ørehængere, som alle kender og elsker. Men der findes lige så mange andre stjernestunder i operaens verden, der ikke nær så ofte får lov til at lyse op uden for deres operasammenhæng. Det er synd, for de kan sagtens kan stå alene. Vi har fyldt aftenens program med nogle af disse dejlige arier og orkesterstykker, og vi glæder os til måske at kunne overraske lidt af og til. Og naturligvis vil der ind imellem også lyde særdeles velkendte toner.
Kærligheden er et vigtigt tema i de fleste operaer, og som alle ved, kan den være vidunderligt sprudlende og livsbekræftende, men lige så ofte er den en kilde til dyb sorg og knuste hjerter. I operaerne får disse vidt forskellige følelser et musikalsk udtryk, der ofte er dybt bevægende. Hjertesproget er som bekendt vers og sang.
Sådan er det også med eftermiddagens program. Vi kommer igennem hele følelsesregistret i en meget bred vifte af forskellige udtryk, men vi lover at slutte festligt og fornøjeligt som det sig hør og bør ved en nytårskoncert.

Program
Programmet er sat sammen af nytårsboblende værker, bl.a. Rossini: ouverture til ”Den tyvagtige Skade”, Intermezzoet fra Puccinis ”Manon Lescaut” og ouverturen til ”Flagermusen” af Strauss. Og blandt operaperlerne med Yana Kleyn er Lehar: “Vilja lied” fra Den glade enke, Puccinis arie fra Tosca: ”Vissi d’arte” og ”Un bel di vediamo” fra Madame Butterfly.

Dirigent
Orkestret bliver ledet af Per-Otto Johansson, der normalt arbejder med førende skandinaviske orkestre, og som LTSO har nydt at arbejde med ved flere tidligere lejligheder. Han formår med sin smittende entusiasme og med sit store tekniske og musikalske overskud altid at løfte orkestret til sit bedste niveau, og vi glæder os altid over at spille under ham.

Solist
Eftermiddagens solist er den russisk fødte sopran, Yana Klein. Hun var oprindelig pianist, men skiftede senere til sang. Efter sin debut som sanger i 2012 har hun sunget mange store partier, mest i Danmark og Sverige, men også i Lithauen, Tyskland og Italien. Det er første, men forhåbentlig ikke sidste gang, LTSO får lov til at samarbejde med denne vidunderlige sanger.

Kørestole og ledsager
Er du kørestolsbruger eller indehaver af ledsagerkort med behov for ledsager, så bestil dine billetter via mail til info@galaksen.dk