• Pris
    150 DKK
  • Sted
    Kulturhuset Galaksen
  • Kategori
    Børn

Popsi & Krelle

Popsi og Krelle blev “født” på YouTube i 2018 og på rekordtid blev de et af de mest populære danske børnebrands i målgruppen børn 0-5 år. Mere end 500.000 danske børnefamilier følger med hver måned på tværs af deres forskellige platforme, og deres musikvideoer har haft mere end 400 millioner visninger på You Tube. De har udgivet 12 albums siden 2018, og deres første album, “Hjulene på bussen”, har modtaget dobbelt platin – men nu kan du og dine børn/børnebørn opleve dem her i Galaksen lørdag den 27. september 2025.

Koncerten starter kl. 10:00 men allerede fra kl. 9:00 er alle børn velkomne til, at komme og hilse på Popsi & Krelle i vores café, hvor alle børn vil få et signeret kort med hjem.

Musik i øjenhøjde til børn og voksne
“Vi laver musik i øjenhøjde med de børn, som skal lytte til den”, siger Popsi og Krelle, som en af forklaringerne på, hvorfor de har opnået så stor en popularitet på så kort tid. “Vi har fokuseret vores aktiviteter på at lave musikfortællinger til de helt små. Der har nemlig længe været behov for fornyelse af musik til børn i alderen 0-5 år i en kvalitet, som både børn og voksne har lyst til at lytte til”, lyder det fra duoen. De har lavet nye fortolkninger af klassikere, som “Hjulene på bussen” og “Tommelfinger, tommelfinger, hvor er du.” Samtidig er de kendte for deres egne klassikere “Rejs dig op og sæt dig ned” og “Tak for i dag”. Popsi og Krelle arbejder p.t. med et album med deres egne sange, som handler om hverdagens rutiner. 

Platinvindende albums
Popsi og Krelle er også populære på streamingstjenesterne, hvor bl.a. deres dobbelt-platinalbum “20 af de bedste børnesange” i 120 uger har ligget på listen over de mest spillede albums. Det er foran navne som Ed Sheeran Rasmus Seebach og Kim Larsen.
I 2020 og 2021 vandt Popsi og Krelle Børn i Byen-prisen “Bedste Børnekulturpersonlighed”.
Popsi og Krelle arbejder sammen med bl.a. SMIL Fonden, Rigshospitalets børneafdelinger for cancer og akuthandling, Læger Formidler og Børneulykkesfonden. De ønsker at sprede vigtige budskaber til forældre, og give indlagte børn et lille frirum gennem musikken.

Bag Popsi & Krelle
Bag Popsi og Krelle er Maiken Ingvordsen (pianist, komponist, musikpædagog samt forfatter) og Christian Reinholtz (som har har arbejdet i forlagsbranchen gennem mange år). De mødte hinanden via deres tidligere arbejde med bl.a. marketing i bogbranchen – og nu er de Popsi og Krelle på fuldtid.

Pladser og billetter
Der er ingen stole i salen for så giver vi børnene den ultimative frihed til at hoppe, danse, synge med og, hvis modet er til det, gå helt frem til scenen og opleve Popsi & Krelle tæt på. Alle er naturligvis mere end velkommen til simpelthen at sætte sig på gulvet – vi lover at det er rent inden I ankommer!
Er det helt umuligt for knæ og hofter at sidde på gulvet, er der et begrænset antal siddepladser på balkonen bagerst i salen. Pladserne kan ikke forudbestilles.
Billetterne koster 150 kr. inkl. gebyrer og bemandet garderobe, hvor man bedes aflevere al overtøj og større tasker.
Klapvogne kan parkeres ude foran hovedindgangen og er du kørestolsbruger og/eller indehavere af ledsagerkort, med behov for ledsager, bedes du sende din billetbestilling til os på galaksen@furesoe.dk