• Pris
    150 DKK
  • Sted
    Kulturhuset Galaksen
  • Kategori
    Koncert

Salem & Rovdrift

Årets fedeste dobbeltkoncert!
Oplev Salem + Rovdrift denne forrygende aften i Galaksen, og kombiner din koncertoplevelse med tapas, som serveres i vores café kl. 18:00.

SALEM
Orkestret Salem, der tegnes af sangeren Mikkel Risbjerg og komponisten Kasper No Behrens, har i 20 år haft sin helt egen niche i den danske undergrund. På debuten ‘I Kicked the Dog’ (2002) blev en håndfuld sublime kompositioner og et både poetisk og bloddryppende tekstunivers iscenesat med skamløs brug af banjo, mandskor, twang og mariachi trompet.

Bandet cementerede med de to følgende albums ‘The Anatomy of Pain’ (2003) og ‘From the Riverbank’ (2005) sin position som både upolerede og forfinede aftagere efter Scott Walker, Jacques Brel og Bertolt Brecht. Og bandet mønstrede begejstring fra de danske anmeldere. Information kaldte Salems indledende albumtrilogi for ‘Årtusindets Rockværk!’ men også Politiken, Ekstra Bladet og Alt for Damerne havde de helt store roser fremme.Salem havde et nummer med på soundtracket til ‘En kort en lang’ og blev i 2006 nomineret til to Steppeulv priser.

Herefter fulgte den dystre og søgende udgivelse ’Nord1’ (2006). Et terapeutisk stykke arbejde på dansk, en hovedkuls rutsjetur i jagten på en nordisk tone og bandets egne musikalske rødder. Albummet blev nomineret til en Grammy i ‘folk’ kategorien. Herefter blev Salem igen engelsksprogede med udgivelsen ‘The Rest of the West’ (2007). Den prisvindende video til albummets single ‘The Needle in the Butterfly’ der blev instrueret af Anders Bøtter i samarbejde med Zentropa, er et kalejdoskopisk møde mellem billedmateriale fra Lars von Triers storfilm ‘Europa’ og liveoptagelser med Salem. Herefter fulgte udgivelsen ‘Return of the Mongloid Sire’ (2010), der bredt betragtes som bandets hovedværk.
Efter en længere pause i udgivelserne blev Salem igen aktuelle som soundtrack til den internationalt prisvindende horrorfilm ‘Finale’ (2018). Salem var med på soundtracket til filmen ‘Vildheks’ fra 2019 og samme år blev bandet igen albumaktuelle med ‘Private in Public’.

Live har Salem eksisteret i flere forskellige versioner og har især gjort sig i stort opsatte koncerter hvor der kæles for lysdesign og visuelt udtryk. Men i 2022 i anledning af 20 året for den første udgivelse har Salem barberet konceptet ned til sokkeholderne for at få 100% fokus på selve kompositionerne. I den aktuelle live-version er der kun 4 personer på scenen, udtrykket er akustisk og der er særligt fokus på den historiefortælling som er den egentlige kerne i Salems univers. Salem består i 20 års jubilæums konstellationen af: Kasper No Behrens, Mikkel Risbjerg, Johnny Stage og Maria Sonne.

ROVDRIFT
”Rovdrift er et af de bedste live band vi overhovedet har herhjemme – glæd dig – du bliver overvældet”. (Side33.dk)

Rovdrifts musikalske heksegryde smager af både spillemands-punk og cabaret. Forsanger Carsten Bjørnlund leverer med sjælden set indlevelse historier fra mørket under overfladen, med fængslende og original lyrik.

Med skiftende besætninger gennem de sidste 10 år, har Rovdrift forfinet deres udtryk.
Et skramlende tog, der står på skuldrene af lige dele dansk vise-tradition, balkan-inspiration og et mørkt tekstunivers, som finder pendanter hos Tom Waits og Nick Cave.
2022 har stået i indspilningens tegn og bandet er netop ved at lægge sidste hånd på albummet #KontrolAlt der forventes klar til udgivelse i efteråret 2022.

Kvartetten som i 2017 udgav EP’en ”Troløs” består i dag af
Carsten Bjørnlund – vokal
David Hertz – guitar
Gustav Sandegård – trommer
Thomas Borge – bas

Det skriver pressen:

”….et band med sange og performance på det her niveau bør kunne ramme bredt på tværs af generationer, og på tværs af hvad folk ellers normalt plejer at høre af musik. Det her er musik der er sundt for alle de uvidende – men med garanti ikke uvildige – sjæle, der alt for ofte står ufrivilligt i stampe i musikalske blindgyder, hvor der absolut intet er der syder.”
-Side33

“Det hele er kogt sammen til en voldsom ret af sort negativitet, der er befriende og overbeviser med sin konsekvens og kompromisløshed. (…)
Hermed anbefalet.”
-Capac

“Sangen og musikken lyder, som var vi i en slidt, brun bodega i en af Københavns forstæder, omgivet af et kaos af kolonihavehuse. Her er socialrealisme, alvorstyngde og alt andet end fine raffinementer.”
-Gaffa

“På Troløs er der meget, der går op i en højere enhed for Rovdrift. Kvartetten leverer et overbevisende bud på dansksproget folk-rock med elementer af sømandspunk og vise musik (og mere til) og et vokalt es i ærmet.”
-GFRock