Tone of Voices

Tone of Voices inviterer alle interesserede til, helt gratis, at overvære generalprøven forud for deres optræden på Tønderfestival.
Tilmelding er ikke nødvendig, bare kom og få en unik musikalsk oplevelse.

TONE OF VOICE ORCHESTRA
Et usædvanligt orkester med sit helt eget tonefald!
Det smukke og det skære, det vilde og det voldsomme.
I Tone of Voice Orchestra mødes folk fra mange hjørner af det dansk-skandinaviske musikliv, 5 kvinder og 5 mænd, DMA
Music Award-vindere fra flere genrer, erfarne kræfter og nye talenter i en skønsom blanding.
Sanger/sangskriver Trinelise Væring og jazzsaxofonist/komponist Fredrik Lundin har samlet holdet og skrevet musikken.
I Tone of Voice Orchestra blander Trinelise og Fredrik deres skandinaviske rødder med inspirationer fra bl.a. østeuropæiske
vokalgrupper, nordisk folkemusik, americana, nordafrikanske stemninger, jazz og en række indie-folk og alternative popbands.
Med deres “letsindige” omgang med genrer og et usædvanligt instrumentarium: 4 vokaler, sækkepibe, drejelire, cittern, violin,
saxofoner og fløjter, kontrabas og 2 trommeslagere, lykkes det Tone of Voice Orchestra at levere et unikt bud på skandinavisk
verdensmusik/indie-folk/jazz anno 2022.