• Priser
    330 - 550 DKK
  • Sted
    Kulturhuset Galaksen
  • Kategori
    Koncert

DR Big Band & Miho Hazama

DR Big Band tager på Danmarksturné inden turen går til Japan

DR Big Band og chefdirigent Miho Hazama åbner jazzsæsonen med seks koncerter på tværs af Danmark. På programmet er musikken fra deres anmelderroste nye album Frames, som bandet senere tager med på turné til Japan.

Fra Sønderborg og Herning til Store Heddinge, Kolding, København og Værløse.

DR Big Band tager hul på sæson 2026-27 med en Danmarksturné, der bringer bandets musik ud på spillesteder i fem forskellige landsdele – og selvfølgelig også forbi hjemmebanen i DR Koncerthuset.

Turnéen afspejler samtidig en sæson med stor geografisk rækkevidde: 22 ud af bandets i alt 28 koncerter i dette efterår finder sted uden for DR Koncerthuset, hvor musikerne møder publikum på vidt forskellige scener rundt om i landet – og i verden.

I spidsen for koncerterne står chefdirigent Miho Hazama, som siden 2019 har udviklet et tæt musikalsk partnerskab med DR Big Band. Sammen har de både markeret sig stærkt hos det danske publikum og langt uden for Danmarks grænser – og dette efterår går turen igen fra danske spillesteder til den internationale jazzscene.

Anmelderrost album får dansk turnépremiere

Sæsonåbningen med DR Big Band bliver samtidig den første mulighed for at opleve musikken fra DR Big Band og Miho Hazamas seneste album, Frames, live i sin helhed i Danmark.

Albummet udkom i april på det britiske pladeselskab Edition Records og består af seks nye kompositioner af Hazama, skrevet med inspiration fra den lange række af markante dirigenter, komponister og arrangører, som gennem seks årtier har været med til at forme DR Big Bands særlige lyd – blandt andre Thad Jones, Palle Mikkelborg, Bob Brookmeyer og Jim McNeely.

Frames har fået en varm international modtagelse. Det britiske musikmedie UK Vibe kvitterede med topkarakteren fem stjerner og ros til både Hazamas kompositioner og bandets præstation, mens All About Jazz roste albummets elegante kompositioner og DR Big Bands musikalske spændvidde. Herhjemme har magasinet Jazznyt ligefrem kaldt udgivelsen for et ”bigband-mesterværk”.

I løbet af turnéen suppleres musikken fra Frames med jazzguld fra DR Big Bands omfattende arkiv og højdepunkter fra bandets nylige 60-års jubilæum.

ra Danmark til Japan

Danmarksturnéen bliver samtidig optakt til endnu et internationalt kapitel for DR Big Band og Miho Hazama. I november rejser de sammen til til Japan med præcis samme program og besætning, som publikum kan opleve på de danske spillesteder.

Det bliver bandets tredje Japan-turné med Miho Hazama i spidsen – og et gensyn med et land, hvor den japanske komponist og dirigent har høj status .

Hazama er uddannet klassisk komponist i Tokyo og senere i jazzkomposition på Manhattan School of Music i New York. Hendes samarbejde med DR Big Band begyndte allerede før hendes tiltrædelse som chefdirigent. De spillede sammen første gang ved Tokyo Jazz i 2017, og siden har samarbejdet udviklet sig til et musikalsk partnerskab, som både har ført til internationale turnéer, albumudgivelser og Grammy-nomineret musik.

Når DR Big Band rejser videre til Japan i november, bliver Frames dermed på én gang et blik tilbage på bandets historie og ny dansk jazz, der rejser ud i verden.

Om Frames
Frames udkom 24. april 2026 på pladselskabet Edition Records og består af seks kompositioner af Miho Hazama: And the Door Unsealed, Rondo, LuLu, The Pioneer’s Quest, Aura II og The First Notes.

Albummet tager afsæt i DR Big Bands mere end 60-årige historie og de musikalske personligheder, som gennem tiden har sat deres præg på bandet. I stedet for at skabe en traditionel hyldest til fortiden bruger Miho Hazama arven som afsæt for ny musik skrevet specifikt til DR Big Band.

Pressen skrev:
“Et bigband-mesterværk (…) Frames er på alle måder aldeles vellykket.” Jazznyt, DK“It’s big, bold, brassy and beautiful (…) Frames is multi-faceted, sharp, sophisticated, and delivered with absolute conviction.” 5/5 stjerner, UK Vibe
“Miho Hazama stuns with engrossing, beautifully crafted suites (…) You’re in for something special here.” Everything is Noise, UK
“Elegantly constructed with striking themes (…)

Koncerten varer ca. 2 x 45 minutter.

Der er en lille pause halvvejs.

Nummererede pladser ved bordene inkluderer buffet fra Jacob and the spices, der specialiserer sig i simreretter, der smager så englene synger.
Vi spiser ved bordene i salen mellem kl. 18:00-19:30.
Aftenens simreret er en marokkansk simregryde med okseinderlår, kartofler, kikærter, løg dadler, abrikoser og mandler.
den marokkanske simregryde fås også i vegansk udgave med kartofler, søde kartofler, kikærter, løg, dadler, abrikoser og mandler.
Som tilbehør serveres basmatiris, grov raitasalat og Jacob & the spices’ lækre nybagte økobrød.
Hvis gerne vil bestille en vegansk simreret sender du bare en mail til Galaksen på galaksen@furesoe.dk

Nummererede pladser ved bordene koster 550 kr. inkl. gebyrer og bemandet garderobe. Pladserne ved bordene inkluderer buffet, der serveres kl. 18:00 i salen.

Unummererede pladser på tribunen koster 330 kr. inkl.  billetgebyr og bemandet garderobe.
Dørene til salens unummererede pladser åbnes kl. 19:30.

Har du brug for ledsager og/eller kørestolsplads bedes du sende din samlede billetbestilling til os på galaksen@furesoe.dk