LIVET TÆT PÅ DØDEN
En tankevækkende aften i Værløse Kirke.
Livet tæt på døden – om at finde styrke i tilværelsen
Livet tæt på døden er en aften, hvor vi i fællesskab ser på de styrker og muligheder der findes i livet, når sorgen og dødens nærvær rammer.
En aften med sang, samtale, oplæsning og debat hvor vi går tæt på sorg og livets styrker – set fra scenekunst, musik og lægevidenskab.
Livet tæt på døden udspringer af Rie Hammers egne oplevelser med en kæreste, der er ramt af uhelbredelig kræft. Et forløb der danner ramme for projektets personlige afsæt.
Skuespiller Ellen Hillingsø, har spillet et væld af roller som kredser om døden og den sorg som kan ramme os i livet. Her læser op hun fra værker og fortæller om hvordan hun bruger kunsten når livet er svært og hvad kunsten og teatrets karakterer kan tilbyde os som styrker i livet.
Overlæge på Rigshospitalets kræftafdeling, Benedikte Hasselbalch, har et stærkt engagement i sine patienter. Med en ekstrem ærlighed og en tro på livets værdi til det sidste, tilbyder hun en livsbekræftende forankring i den faktuelle og virkelighedsnære verden.
Sanger og komponist Anna Kruse har igennem to årtier komponeret musik til den finlandssvenske poet Edith Södergrans digte. Södergran blev som 16årig diagnosticeret med tuberkulose og døde som 31årig. Hendes værker emmer af livsvilje og melankoli. Anna Kruses musik griber disse stemninger. Med sig har hun pianist Nicholas Kingo.
Mellem samtaler og musik, vil der være fællessang og plads til spørgsmål fra salen.
Livet tæt på døden arrangeres af Værløse kirke, Skovgården aktivitetscenter, Furesø Bibliotekerne og Galaksen.
Arrangementet varer til ca. kl. 20:30. Der vil være tid til spørgsmål i den sidste del af arrangementet.
Arrangementet er gratis og afholdes i Værløse Kirke og deltagelse er gratis. Det er vigtigt at booke plads på forhånd, og det gøres via Værløse Kirkes hjemmeside, her: BILLETTER TIL ARRANGEMENTET
ANBEFALINGER FRA TIDLIGERE ARRANGEMENTER
”Jeg har fået mange tilbagemeldinger fra flere af de fremmødte til arrangementet Livet tæt på døden, for hvem det gjorde en stor forskel af lytte til samtalen. Vekselvirkningen mellem det lægefaglige, det personlige og det kunstneriske giver et helt særligt format og man fik meget med; kloge, smukke, opløftende, realistiske og vedkommende ord om livet og døden og hvad vi som mennesker kan gøre når vi rammes på livet.”
Præst Andreas Sylvest Wille, Store Magleby Kirke
”Jeg kan på det varmeste anbefale dette stærke samspil i Livet tæt på døden. I sprog og musik, i lyrik og faktuel viden bliver der åbnet for fortrolig indsigt i, at kærlighed i virkeligheden er det bærende i vores liv med hinanden og i den død, der hører med til at leve.”
Præst Mette Gramstrup, Kristkirken
”Livet tæt på Døden blev afholdt i Frederiksberg sogn i en fyldt Frederiksberg Kirke.
Sammenhængen mellem det professionelle, det private og det åndelige var en smuk blanding. Musikken omkransede med såvel glæde som melankoli. I det hele taget er denne totaloplevelse med kunst og verdslighed, nærvær og nutidige fortællinger og dialog lige præcist det, der gør Livet tæt på døden meget anbefalelsesværdig.”
Katja Holm, menighedsrådsmedlem, Frederiksberg
”Jeg blev meget inspireret. Hvor mange krumspring gør vi ikke for at undgå virkeligheden. Mens det måske lige præcis er der, hvis vi tør det, at vi bliver mest levende.”
Tilhører til Livet tæt på døden i Store Magleby Kirke
”Tak fordi I kom til Sorgfestival25. I var helt igennem fantastiske og skabte et magisk rum for sorgen, med kunsten som prisme. Tak”
Mette Richter, Bestyrelsesforperson i Pratheo’s venner
CV FOR MEDVIRKENDE
Ellen Hillingsø, skuespiller, lydbogsindlæser og foredragsholder.
Hillingsø har spillet et væld af roller på film, tv og teater. Hun fik sit folkelige gennembrud i Ole Bornedals tv-serie Charlot og Charlotte (DR,1996). Spillede Helle i satireserie Rita (TV2) og var den rene ondskab, som Ingi i Tinkas juleeventyr (TV2). På teatret har Hillingsø spillet med i en bred palet af klassikere fra Shakespeare og Beckett til Line Knutzons og Ursula Andkjær Olsens moderne dramatik.
Benedikte Hasselbalch, overlæge og Ph.d. på Rigshospitalets Kræftafdeling. Har i 20 år arbejdet med kræftpatienter og hovedsageligt med hjernekræft. Parallelt med det daglige virke på Rigshospitalet, forsker hun i hjernekræft og nye behandlingsmuligheder samt sidder i nationale og internationale videnskabelige selskaber med fokus på hjernekræft.
Anna kruse, sanger og komponist. Fortolker Edith Södergrans digte sammen med skuespiller Stina Ekblad, senest sammen med Helsingborg symfoniorkester. Nomineret til Danish Music Awards Jazz 2022 i kategorien Årets Vokaljazzudgivelse.
Nicholas Kingo er uddannet pianist fra Rytmisk Musikkonservatorie i København. Har arbejdet med bl.a. Fallulah, Kwammie Liv, Soleima, Asger Techau, Sys Bjerre, Leif Sylvester, Jeanett Albeck, Henrik Goldschmidt m.fl.
Rie Hammer, chefredaktør, anmelder og journalist på scenekunstmediet ISCENE.dk. Moderer debatter og talks og kuraterer programmer til bl.a. Scenekunstens Hus på Kulturmødet på Mors og Musicalens Folkemøde i Fredericia.
Fagansvarlig for teater på LEX.dk. og er forperson for Årets Reumertjury. Spiller musik og underviser i musik på N. Zahles Gymnasieskole.